Selskabet
Norli Pension er et dansk pensionsselskab, der er specialiseret i at håndtere traditionelle pensionsaftaler.
Pensioner med garanti
Markedet for pensioner har ændret sig. Hvor det før var almindeligt at tilbyde pensioner med garanti, har mange pensionsselskaber i dag fået nye måder at sammensætte pensionsaftaler på.
Vi tilbyder at hjælpe disse pensionsselskaber med at håndtere de traditionelle aftaler eller blot overtage de forpligtelser, der er forbundet med dem. På den måde kan vores samarbejdspartnere koncentrere sig om nye vækstområder. Imens sørger vi for, at kunder med traditionelle aftaler fortsat kan føle sig trygge.
Hos Norli Pension udbyder vi ikke pensionsordninger til nye kunder, men arbejder udelukkende for at sikre de kunder, der allerede har tegnet en pensionsordning.
Kunderne i Norli Pension har oprindelig oprettet deres pension i Kgl. Brand Livsforsikring A/S, der skiftede navn til Skandia Livsforsikring A/S i 2000. Indtil 2000 var kunderne privatpersoner, der tegnede en pensionsordning, mens kunderne fra 2001 blev indtegnet som en del af en firmapensionsordning. Privatkundebestanden blev i 2006 udskilt i selskabet Skandia Livsforsikring A A/S, der blev solgt til Nordic Insurance Consolidation Group i 2015. Selskabet skiftede i den forbindelse navn til Norli Pension. I 2014 blev firmakundebestanden lagt i afløb, og i 2017 blev resten af bestanden – som nu kun bestod af privatkunder, der tidligere havde været firmakunder – solgt til Norli Pension og overdraget pr. 1. januar 2018.